Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det at afslutte arbejdslivet for mig gjorde ondt, (og jeg er helt klar over, at det for mange er en lise). Graden af smerten afhænger selvfølgelig af, hvordan man forlader sit arbejdsliv. Er man stolt, ydmyget, taknemmelig eller...?
Vi tager alle mange vigtige valg igennem vores liv. Valg, der er med til at lægge en kurs og forme vores fremtid. Ofte er det tilfældigheder som fx et møde med et bestemt menneske, uddannelse, mediepåvirkning, livsændrende begivenheder (tab, sorg, sygdom, fyring m.m.), der danner baggrund for vores valg.
For mange af nutidens unge opleves det både som angstprovokerende og som et enormt pres at skulle tage valg i vores moderne verden, der byder på utallige muligheder inden for uddannelse, job og image (livsstil, værdier og selviscenesættelse – hvem vil jeg være?).
Når man, ret så uventet, bliver arbejdsløs i en alder af 61 (for første gang i sit arbejdsliv), så bliver ens farvel til arbejdslivet noget af en udfordring! Goddag til Jobcentret, månedlige møder, krav om 2 ugentlige jobansøgninger, dagpengeblanketter kombineret med en følelse af afmagt, ydmygelse og sårbarhed.
Det kræver nogle valg: vil jeg se mig selv som et offer / en taber eller være stolt af at have arbejdet i mere end 40 år og have taget 3 uddannelser?
Hvis arbejdet har fyldt meget i ens liv og har været en stor del af ens identitet, hvad er man så, når det forsvinder, og hvad skal man fylde dagene ud med?
Mulighederne er heldigvis mange, så man må selv gå i gang med at skabe et nyt og indholdsrigt liv.
OMG! Pludselig er jeg 64 år gammel. For få år siden lå det langt ud i fremtiden. Pension og efterløn var for en helt anden generation, men jeg er blevet indhentet. Nu er det mig, der står der helt fortabt, faktisk, men sagt med en vis ironi. Mine børn er for længe siden flyttet hjemmefra, og mit lærerarbejdsliv er nu slut. Det er svært at forstå og forholde sig til.
Når det så er sagt, så har jeg SÅ mange gode oplevelser og minder med mig fra mine mange år som lærer / underviser.
Men hvad der er sværest at håndtere er, at vi mistede vores ældste søn, da han var kun 32 år. Det kommer man aldrig over. Når det er sagt, så har vi selvfølgelig stadig mange glæder. Vores første barnebarn kom til verden i 2018, samme år som vi mistede vores førstefødte, og i juni 2022 fik vi vores andet barnebarn. De giver så megen glæde og livslyst. Det samme giver selvfølgelig vores børn og svigerbørn.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det at afslutte arbejdslivet for mig gjorde ondt, (og jeg er helt klar over, at det for mange er en...
